Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/204

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

hele Bugen op paa Hesten, saa at Piccadoren fløj langt hen i Sandet. Derefter puttede Tyren hele sin Snude ind i Hestens Hud og trak den atter ud, drivende af Blod.

Saa stod den pludselig ganske stille, uden at nogen kunde se, hvem den vilde angribe, indtil den endelig fik kigget sig en Fjende ud, som den saa vedblev at forfølge, indtil han skyndsomst maatte flygte over Barrieren.

Tyren hilstes uafbrudt med Bravoraab, og det var næsten, som om den forstod dette Bifald, thi den blev mere og mere dristig, kaad og paagaaende.

Torosfolkene, der betragtede Matadora som en af deres egne, og som gerne vilde have, at hun skulde slippe godt fra sit første, farlige Forsøg, gjorde alt for at matte Tyren, men den var stadig lige frisk, og en farlig Modstander, da Tidspunktet kom, hvor det nu maatte forlanges, at Espadaen traadte til og dræbte Dyret.

Over Matadora var der imidlertid ikke nogen Nervøsitet at spore. Medens Capadorerne med stort Besvær bandt den livlige Tyr i et Hjørne med alle Slags Hokus-Pokus, gik Matadora stolt som en Dronning forbi Præsidentens Loge og kastede Hatten langt fra sig, efter at hun havde hilst.

Først nu, da Hatten var borte, kom hendes Skikkelse fuldt ud til sin Ret med det stolt knejsende Hoved paa den smukke, slanke Hals.

— Hr. Præsident! Jeg vier denne Tyr til Deres Excellence, til min Læremester Espartero, til Jer