drat, saa at den ikke kunde gaa til Angreb uden at sætte en Fod frem.
Matadora hævede Kaarden, som hun hidtil havde holdt skjult under Muletaen, indtil den var naaet op i en Højde med Øjet og jog derefter lynsnart Klingen ind mellem begge Tyrens Skuldre.
Det var et Mesterstød, der — om det havde været ført med tilstrækkelig Kraft — vilde have faaet Tyren til at falde død om som ramt af Lynet.
Men Kraften havde ikke været stærk nok. Kaarden, der skulde have været begravet i Tyren indtil Hæftet, var kun trængt halvt ind. Den svippede ud af Matadoras Haand og blev siddende vuggende i Dyrets Ryg.
Publikum, der først havde været henrykt, belavede sig allerede paa at huje, pibe og bombardere Arenaen, men det fik andet at tænke paa. Espartero havde med et Ryk trukket Matadora bort fra hendes farlige Stilling, og da Tyren saa, at Banen var fri, foer den i sit Raseri og sin Smerte lige frem, sprang over Barrieren og derfra med den sidste Kraftanstrengelse videre lige op i Publikum.
