X. KAPITEL.
iels Castella havde endelig bekvemmet sig til at tænde Lampen, der nu kastede sit gullige Lys rundt i det lille, ejendommelige Havehus-Værelse.
Dets Loft dannedes af Bjælker, der gav Rummet et pavillonagtigt Anstrøg. Paa Væggene, gennem hvis Maling Fugtigheden hist og her var slaaet ud i store, mørke Pletter, var der anbragt en Mængde Prospekter fra Spanien, Tamburiner med smaa Malerier, Kastagnetter, store Papirvifter med blodige Optrin fra Torospladsen, Musikinstrumenter og en gammel Laurbærkrans med lange Baand. Den Laurbærkrans var Niels Castellas eneste Anerkendelse som udøvende Kunstner. Han havde faaet den overrakt af taknemmelige Elever ved en Koncert, han havde givet med Udførelse af egne Kompositioner.
Niels Castella, der altid tidligere havde syntes, at der var saa hyggeligt i hans lille Havehus, blev iaften grebet af en vis Ængstelse, medens han lod Blikket stirre forskende ind i de mørke Kroge.
