Pateren var beskæftiget med at arbejde i sin Have, da Marquisens elegante Vogn kørte frem. Pater Vincenso var ikke vant til saa fint Besøg. Hans Sognebørn bestod mest af Fattigfolk og endvidere af Tyrefægtere, for hvem han var Sjælesørger. Dog, dem saa han i Reglen kun i det lille Kapel inde paa Torospladsen, men sjælden i Kirken eller hjemme hos sig selv.
Pater Vincenso, der havde bare Ben, en stor Hat med bred Skygge og Spade i Haanden, traadte forbavset Matadora i Møde, idet han blottede Hovedet.
— Guds Fred være med Dig! sagde den ærværdige Gamling og slog Korsets Tegn. Hvad fører Dig til mig, mit Barn, og hvormed kan jeg hjælpe Dig.
— Jeg ønsker at skrifte for Eder, Pater Vincenso og høre Eders Raad.
— Skriftemaalet hører hjemme i Skriftestolen, mit Barn, men Kirken er ikke saa langt herfra.
— Kirken er vel overalt, hvor Himlen hvælver sig, og Skriftestolen, hvor to Mennesker taler alene Sjæl mod Sjæl.
— Det har Du vel Ret i, mit Barn. Lad os da gaa ned ved Floden, der har jeg bygget mig en lille Eneboerhytte, hvor jeg altid har følt mig Gud nærmest.
De gik tause gennem Haven, hvor Blomster og Buske overalt røbede den kyndige, kærlige Gartners Haand.
Nede ved Flodens Bred var der en lille Hytte, bygget af Palmestammer og Bastmaatter. Indven-
