— For den store Kunst nærer han da en stilfærdig Mæcens solide og udstrakte Interesse. Han har hjulpet flere yngre Kunstnere, uden at hans Navn har været at læse i Bladene.
Men kommer en ung Mand op til ham med flagrende Kappe, Polkahaar, stejle Meninger om alle andres Umulighed og fede Ord om, hvad han selv mener med de Klatter, han har sat paa Lærredet, saa ler Jens Thomsen gemytligt og siger:
— Hvis De vil prøve paa at tage Dem noget fornuftigt til, unge Mand, saa skal jeg gerne hjælpe Dem.
— Noget fornuftigt?
— Ja, hvis De vil være Skomager eller Skræder eller slaa Dem paa en anden praktisk Haandtering!
Efter disse Ord forsvinder den unge Mand i Reglen ned ad Trappen med et arrigt „Spidsborger“, men enkelte har lyttet til Raadet, og de har ikke fortrudt det.
Jens Thomsen har iøvrigt skænket det offentlige et Keramikspringvand, der er opstillet paa Frederiksberg Runddel. Han kunde godt blive Etatsraad, hvis det ikke var, fordi hans Kone er imod det. „Dagmar er saa naturlig“, siger han. Foreløbig er han Skydebroder og ifjor skød han Pladen ned for Vinhandler, Etatsraad Langhoff. „Det smager dog altid af Fugl!“ som Jens Thomsen udtrykker sig i sin stadig lige gemytlige Jargon.
Hvad endelig Hugo Hjorth angaar, saa lyder Dommen om ham meget forskellig. Han er Mode-
