faar De mig ikke overbevist om. Deres Ord gjorde virkelig et flygtigt Indtryk paa mig i Middags. Men de var som blæste bort, da jeg saa Bombatini træde ind paa Arenaen. Aldrig har jeg set ham saa stolt, rolig og sejrssikker som idag, da han dræbte den sidste Tyr til min Ære.
Marquis de Plane svarede ikke. Han følte, at Øjeblikket og Stedet ikke var gunstigt til yderligere at forfægte de Anskuelser, han for faa Timer siden havde fremsat med saa stor Styrke.
Denne Tavshed syntes at give Lola Montero Blod paa Tanden, og hun tilføjede, ikke uden et vist Drilleri i Stemmen:
— Det forbavser mig iøvrigt, at netop De som Adelsmand kan komme hos Bombatini og modtage hans Gæstfrihed, naar De ikke har højere Tanker om ham som Menneske end dem, De har udtrykt for mig.
— Naar jeg søger Selskab med Bombatini og hans Folk, saa er det fordi jeg, ligesom De, har en til Lidenskab grænsende Interesse for Tyrefægtningssportens Pirring og Hazard, uden at jeg iøvrigt interesserer mig for de Personer, der virker med ligesom Jockeyerne ved Væddeløb og faar Betaling for deres Risiko.
I hele det Milieu er der kun en Person, der drager mig, og for hvis Skyld jeg ofte søger Selskab, der ikke passer mig, en Kvinde, der fylder alle mine Tanker og beruser mine Sanser, en Kvinde, for hvem jeg kunde...
— Tak, De skal ikke fuldføre. Jeg spurgte kun om, hvorledes De kunde modtage Bombatinis Gæstfrihed.
