trinene dernede i Arenaen. Han havde moret sig og følt sig lykkelig, fordi Carmen var lykkelig, han havde nydt hendes barnlige Glæde og Taknemlighed imod ham, fordi han havde taget hende med.
Men samtidig havde han ikke opgivet sin Indignation over, at saadanne Skuespil kunde opføres. Han hørte, trods sin spanske Afstamning, til den ret almindelige nordiske Pedanttype, der finder Behag i at opsøge det Forargelige for at kunne lade sig indignere over fremmed Umoralitet.
Medens man nu spadserede hjem langs Strandpromenaden, var han fuldt optaget af at holde et længere Foredrag for Carmen om, hvor umenneskeligt det var at forlyste sig ved sine Medskabningers Lidelser.
— Aah pyt! svarede Carmen i en gemytlig Tone. De bliver jo godt betalt for det.
— Men Tyrene og Hestene! fortsatte Komponisten.
— Ja! svarede Carmen. Det har jeg saamænd aldrig tænkt paa. Det er jo kun Dyr.
— Kun Dyr! Men Dyrene er jo ogsaa vore Medskabninger, som vi ikke har Lov til at pine og plage.
Carmen saa helt betuttet paa Senor Fernando og svarede:
— Det har De ogsaa Ret i. Jeg kunde saamænd aldrig nænne at slaa min Kat eller gøre min Kanariefugl Fortræd. Men Tyrene er jo engang til for det samme.
— Ja, her! Men ikke hos os!
