Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

ker, hvis Net han med en vis Ængstelse følte filtre sig tættere og tættere om hans Hjerne, sagde derfor efter en Pavse til Komponisten:

— Naa, hvordan gik det saa med den Skat, som vi kom fra før?

— Ja, ser Du, i Begyndelsen tog jeg jo voldsomt fat. Jeg kastede mig strax over Enhver, der har Navnet Castella, men jeg maa indrømme, at jeg ikke blev lige venligt modtaget overalt. De fleste af dem, jeg opsøgte, troede vistnok, at de havde med en gal Mand at bestille. Saa opdagede jeg efterhaanden hurtigt, at det næsten var lige saa svært at finde den rigtige Castella i Spanien som at finde den rigtige Peter Sørensen i Danmark.

Men lidt Held havde jeg dog, da jeg opsøgte Firmaet Christobal Cordova & Co. i Barcelona. Det existerede endnu, og den ældste af de nuværende Chefer, der var en meget elskværdig og forekommende Mand, gjorde sig virkelig den Ulejlighed at se Bøgerne efter fra gammel Tid.

Da jeg kom igen nogle Dage senere, meddelte han mig, at han langt tilbage var stødt paa Navnet: Fernando Castella, og det syntes, som om der virkelig var korresponderet med København paa denne Klients Vegne. Hvad det havde ført til, og hvad det havde drejet sig om, det kunde han endnu ikke danne sig et klart Billede af, men det var muligt, at man kunde faa Færten deraf, naar man fik gennemgaaet nogle gamle Papirer, der endnu opbevaredes i Forretningens Arkiv.