XI. KAPITEL.
edens Komponisten laa og havde søde Drømme i sin bløde Seng, der næsten var lige saa bred som den var lang, sad Maleren ved det aabne Vindu og saa ud over Havet.
Det var ham umuligt at sove. Han satte sig hen ved Vinduet og stirrede ud i Natten. Himlen var mørk og overtrukken, og langt borte hørte man Havet i lange Suk suge ind i Bugten gennem den smalle Aabning, der næsten helt spærres af den lille maleriske Klippeø Santa Clara.
Et Lyn flængede Nattens sorte Dække, Tordenen rullede mange Gange gentaget mellem Klipperne, og Regnen faldt som et Lag ned over den tørre Jord, der først sugede den i sig, og derefter, mæt af Vrede, sendte den fra sig i Strømme, hvis rislende Lyd blandede sig med Plasket som smaa nynnende Melodier i alle Tonarter.
I Huset hørte man Døre aabnes og lukkes, hørte Trin paa Gangene og saa Lys glimte, medens Tordenens knaldende Brag fulgte umiddelbart ovenpaa de skarpe, blaa Glimt.
Hugo Hjorth vedblev at sidde ubevægelig, medens
