han stirrede paa Uvejret, hvis Rasen befriede hans Nerver for et Tryk, som han havde følt hele Dagen. Han kom i en saa ejendommelig tryg, behagelig Stemning, medens han sad der inden Døre og af og til hørte Skrig fra Folk, der prøvede paa at klare sig frem i det forfærdelige Vejr.
Men hver Gang Lynet svang sin Kæmpefakkel over Himlen, forekom det ham, at Lynet faldt paa et Ansigt, der et Øjeblik straalede for derefter atter at forsvinde i Mørket.
Ansigtet var Matadoras, og det var dog ikke hendes. Det var et idealiseret Kvindehoved, men dog med den smukke Spanierindes Træk. Han saa det saa tydeligt Gang paa Gang, at det næsten forekom ham, som om det var en Model, der stod for ham.
Pludselig fik han en Idé. Han rejste sig hurtigt, tændte Lampen og aabnede sin Kasse med Malerrekvisitterne. Saa greb han et Stykke Karton og henkastede med en af Feberhast ført Haand en let Skitse. Derefter begyndte han at gaa febrilsk op og ned ad Gulvet. Af og til kastede han sig halvt afklædt paa Sengen og sov en halv Times Tid, for saa atter at vaagne og begynde paa sin Vandring.
Uvejret derude var hørt op. Det havde raset voldsomt, men kort, som det er Regel i Syden. Nu stod Solen op. En duftende, sød Aroma steg op til ham fra Træer og Blomster dernede, der aandede ud efter Nattens forfriskende Bad.
Hugo Hjorth skyndte sig ud. Endnu var alle Butiker lukkede; kun henne ved Hallerne var man
