ifærd med at opstille alle de dejlige friske Grøntsager med de pragtfulde, stærke Naturfarver. Hugo Hjorth standsede og beundrede den Poesi, som kan være i en saadan tilfældig Bunke af ildrøde Tomater, grøn-hvide Kaalhoveder og dunkle Druer.
Endelig begyndte Butikerne at lukke op, og søvndrukne Kommiser rullede Jernskodderne i Vejret.
Det var dette Øjeblik, Hugo Hjorth havde ventet paa.
Han skyndte sig ind i en Farvehandel, som han havde kigget ud, og blev glad ved at finde de fineste Varer. I San Sebastian har man overalt fine Varer, thi der er fine Folk nok, som vil betale dem. Han købte en Samling ypperlige franske Pastelfarver og skyndte sig hjem med dem i en Hast, som havde han stjaalet dem.
Da Komponisten et Par Timer senere bankede paa Døren for som sædvanlig at hilse Godmorgen paa sin Rejsekammerat og aftale Dagens Program, var Døren lukket og laaset. Indefra lød Hugo Hjorths Stemme:
— Lad være at forstyrre mig, og bed Senora Carmen om, at jeg maa faa min Mad ind paa mit Værelse.
— Du er da ikke syg!
— Snak! Jeg arbejder!
Det var en Besked, Castella som Kunstner forstod. Han gik, idet han uvilkaarlig listede sig paa Taaspidserne, som var han i et Sygeværelse, hvis Patient ikke maatte forstyrres.
