— Det Billede er ikke til Salg.
— Ikke til Salg? gentog Lola Montero paa Spansk, medens det busede ud af Matadoren:
— Ja, saa forstaar jeg ved Vigen del Carmens hellige Lægge ikke, hvad jeg skal her! Undskyld mig, skønne Lola, men De véd, at vi skal være færdige om 20 Minutter, saa holder Marquis de Plane hernede med sin Automobil, og Præcished er Kongens og Matadorens første Pligt.
Dermed forsvandt Senor Bombatini, idet han lukkede Døren haardere i, end spansk Høflighed tillader, naar man forlader sit Hjertes Dame.
Lola Montero smilede og sagde:
— Undertiden er han lidt utaalmodig! Men det var forresten kedeligt, at De ikke vilde sælge ham Portrætet. Jeg havde gerne beholdt det.
— Hvor kunde jeg sælge Billedet til Don Bombatini! Billedet har jeg jo malet til Dem, og Billedet er Deres.
— Ja, Tak, svarede Skuespillerinden og rakte Portrætet tilbage. Hun var saa vant til denne spanske Høflighedsform, der altid lyder: Det er Deres! naar en Fremmed udtaler Beundring for en Ting.
— Nej, jeg tilbyder Dem ikke Portrætet paa spansk men paa dansk Maner, svarede Kunstneren, jeg beder Dem gøre mig den Glæde at beholde Billedet.
— Det er Alvor?
— Ja, selvfølgelig!
— Og hvad forlanger De af mig til Gengæld?
— At være mellem Deres Beundrere.
