Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

nis. I Brystet var et Par Knapper aabnede, og en stor Buket dybfarvede Valmuer syntes at kaste rødlig Reflex op over det smalle, regelmæssige Ansigt med den matte Teint og de spillende, mandelformede Øjne. Næsen var energisk og stærkt bøjet, maaske en lille Kende for stor til de øvrige Træk, men det mærkedes ikke paa Grund af den mægtige Skygge paa den store, graa Filthat, der sad højt og skraat paa det gnistrende sorte Haar.

Denne Hat, hvis skylette Silkeslør idet skarpe Sollys kun saa' ud som en Taage, gav Skikkelsen et vist kækt, næsten udfordrende Præg. Og dette stemmede godt med de smaa, diskrete Regnbuelyn, der af og til i et kort Nu gnistrede frem mellem Hattens Strudsfjer, eller under de tynde, gennemstukne Silkehalvhandsker. En lille Dolk, hvis Hefte var besat med Rubiner, og som var stukket ind i det brede, graa Læderbælte, var som et yderligere Symbol paa, at denne Kvinde ikke appellerede til Mænds Beskyttelse.

Mænds Hyldest var hende derimod neppe imod, og blev sikkert ogsaa ydet hende i rigeligt Maal. I hvert Fald skete det i dette Øjeblik paa den mest udsøgte og demonstrative Maade.

Damen, hvis Kjoles Nederdel var temmelig kort og fodfri, havde netop stukket sin lille, elegante Fod med de graa Knappestøvler ned over Trinet, da en Mand sprang frem, og, idet han bøjede Knæ, kyssede hendes Haand. Damen smilede og traadte helt ned paa Perronen. Hun stod nu med løftet Hoved og en Dronnings Holdning, medens en tynd, graa Støvfrakke af Silke faldt bagud over hendes Skuldre som en let Kaabe.