Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

sin Forstand forvirret for Tid og Evighed. Han er tidligere optraadt som Hypnotisør, og jeg har været med ham baade i New-York, London, Berlin og Paris. Men overalt er han bleven forbudt. De Medier, han har haft under Behandling, har mistet Forstanden, og han er bleven fulgt over Atlanterhavet og gennem hele Kontinentet af en Række Skadeserstatningssager. Hans Evner var saa eminente, at de ødelagde ham selv.

Saa var det, at jeg gjorde min store Invention, som jeg er stolt af.

— Og hvori bestaar den? spurgte Matadora, der med Spænding havde fulgt den spanske Flues Udvikling.

— Jeg tænkte: Kan Tordalkado forvirre et Menneskes Forstand med sit Blik, maa han ogsaa kunne tæmme en Tyr med det, og Tyren vil ikke forlange nogen Erstatning.

— Men det er noget Vrøvl og Sludder, eller ogsaa er det Humbug og Gøgl, udbrød Bombatini og slog i Bordet.

— Og jeg tilbyder Dig at bevise, at han kan tæmme Tyre med Blikket alene, og jeg byder Dig store Penge for at overlade mig Torospladsen blot tre Aftener, naar Du ikke selv har Brug for den. Hvorfor vil Du saa ikke lade mig forsøge?

— Ja, hvorfor? gentog Matadora og saa med et næsten spodsk Smil paa Bombatini.