åndelige Smitte, der skaffede de ældre, religiøse, sjælelige Farsoter så mægtig en Udbredelse. Jeg har derfor ment at turde optage i Atlasset en ganske lille Række karakteristiske expressionistiske Kunstværker. Jeg véd vel, at jeg under disse Omstændigheder kommer til at kæmpe med dobbelt Front; dels mod de mange, der betragter denne kunstneriske Retning som Svindel, Mystifikation, Reklamemageri, dels mod dem, der ser på den som Udslag af et nyt kunstnerisk Syn, der vel er væsensforskjelligt fra, men tillige jævnbyrdigt med de mange tidligere Kunstskolers.
Alt under Arbejdet svulmede imidlertid de Bemærkninger, som, de expressionistiske Billeder syntes mig at kræve, så stærkt op, at jeg nødsagedes til helt at omlægge mit Foredrags Plan; nu må jeg indskrænke mig til at lade den lille Billedrække, jeg indtil Dato har optaget i Kapitlet »epidemiske Psykoser«, i al Hast rulle forbi Deres Øjne med kun få Ords Forklaring, for senere udførligere at behandle Spørgsmålet om det sygelige Moment i Expressionismen.
De epidemisk optrædende Sindslidelser, om hvilke jeg foreløbigt har begyndt at indsamle Materiale er: Lykanthropien (Varulvesygen) — Børnekorstogene — Flagellant-Togene — Sankt Veits Dansen — Tarantismen og endelig den nyere Kunstbevægelse, der passende kan betegnes som Dysmorphismen, af det græske Tillægsord dysmorphos, vanskabt, hæslig; just denne dobbelte Betydning af Ordet synes mig at gjøre det særligt egnet til at karakterisere en bestemt Gruppe expressionistiske Arbejder.
[Her forevistes en Række Lysbilleder, som navnlig drejede sig om Flagellanternes (Selvpidskernes) Tog fra Kirke til Kirke og om de hysteriske Danse-Epidemier.]
