Der hersker nu til Dags overalt Enighed om, at de Begivenheder, som disse Lysbilleder illustrerer, må betragtes i som Udslag af sygelige Sindstilstande, udbredte ved åndelig Smitte, ved Smitte per sympathiam. Jeg nærer nu ingen Tvivl om, at den expressionistiske Kunstretning, jeg betegner som Dysmorphismen, hører sammestedshen. Jeg lader derfor, som Udgangspunkt for de følgende Bemærkninger, foreløbigt nogle få Lysbilleder af dysmorphistisk Natur glide forbi i samme hastige Tempo som de foregående; — jeg kommer senere atter tilbage til dem. Se Billederne Side 12, 14, 15, 16, 18.
Kunstværker som disse må til en Begyndelse på den langt, langt overvejende Del af det kunstinteresserede Publikum ikke blot virke overraskende og fremmedartet, men tillige hæsligt og frastødende, ja gjøre Indtryk af Sygelighed og Forrykthed.
Dette er nu i og for sig ikke af afgjørende Betydning; thi dels er kun en lille Del af de kunstinteresserede også kunstforstandige, dels virker det nye erfaringsmæssigt ofte allerede ved sin Nyhed forargende og skræmmende, og tydes som Galmands Værk. »Echappés de Charenton« — det er så meget som: »Undløbne fra St. Hans« — sagde Armand Carrel om de unge Romantikere; og en anden af Liberalismens Førere tilføjede: »Romantiken er ikke en Latterlighed, den er en Sygdom ligesom Søvngængeriet og Epilepsien.« Dog trængte den igjennem og beherskede Aanderne i en Aarrække! Enhver, der er lidt til Aars, har oplevet Exempler på dette Forhold; det drejer sig Simpelthen om gamle, ensidigt trænede Hjerners Mangel på Evne til at forstå eller værdsætte det nye. Jeg indrømmer selvfølgeligt på Forhånd Muligheden af, at noget sådant kan foreligge også her. I hvert Fald, er denne Påstand om, at Hjernelidelsen er på Modstandernes — i dette Tilfælde altså min — Side, snart sagt det eneste ikke helt meningsløse, jeg til Dato
