24
heden. Og den er hurtig fortalt… Himmelen være mit Vidne — men jeg tror ikke mere, at jeg lever!
— De tror ikke …
— Jeg lever ikke mere… Hvad der er hændt efter den Dag, Johannes Mulvad døde, kommer mig ikke ved. Jeg er begravet med ham … Jeg gaar her og agerer — men det er lutter Løgn og Bedrag, jeg er langt borte … Derimod Sophie — hun klamrer sig endnu til Livet, men hun skal ogsaa dø … den virkelige Sorg har ingen Helbredelse — —
Hun trak Vejret dybt og hendes Stemme lød træt.
— Forstaar De nu, at jeg er bange for Dem … bange for, at De skal være det Halmstraa, hun vil klamre sig til! Idag Ender hun, at De ligner Johannes. Imorgen vil hun se en ny Tilværelse i Dem og hun vil ikke mere tro mig. Jeg er sikker i min Sag, en Gang tidligere var det ved at gaa saaledes. Men det maa ikke ske. Hun skal ikke leve! For hun var Skyld i, at han døde … Skyld i hans og min Død …
Stannius gjorde Vold paa sig selv for ikke at standse og vende om … Hvad hun sagde paavirkede ham som førte hun ham med sig
