73
var først i allersidste Øjeblik hun forskrækket trak den tilbage.
Kirsten Alrø saa paa hende og Stannius, paa Stannius og hende og tabte helt Appetiten. Hun blev bleg og kold og var lige ved at reise sig. Men det varede ikke længe — saa gled hun ind i den samme Stemning som de andre … hun kunde ikke lade være, det var virkelig noget af Fortiden, der dukkede op. Ogsaa for hende var det snart ikke mere Stannius men Johannes Mulvad, som sad dér overfor hende — — og nogle af de gamle Følelser fra den Tid vred sig pludselig frem i hendes Bryst, saa hun kom til at glippe med Øjnene, da Stannius saa paa hende.
Da hun først var kommen saa vidt, begreb hun af gammel Vane Fru Mulvad: hun var jo Moderen og havde første Ret — ovenikøbet holdt Johannes jo mere af Sophie end af hende … Men den gamle Rædsel betog hende pludselig igen — — og i et Øjebliks fortærende Kval forstod hun alt, hvad hun havde gaaet igennem i disse Aar. Men saa … i næste Øjeblik smilede hun og var rolig igen, med Tanker og Ønsker, der snart var langt ude i Fortiden og snart tilhørte Øjeblikket og som knyttedes
