Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/284

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

248


dog mindre fuldstændigt[1] end forrige, hvorved MS. dog tillige bemærker, at Dyrene da havde været indfangede en heel Dag og vare mindre livsfriske end Dagen forud[2].
    Med Hensyn til Kjæbeform adskille Glaukerne sig fra alle bekjendte Aeolidieformer, skjøndt disse Organer iøvrigt fuldstændigt have den indenfor denne Gruppe almindelige Grundform. Kjæben har altid oventil en horizontaltliggende Plade (Tab. VI. f. 9, 10) (s. nærmere ndf.) og viser en meget eiendommelig dobbelt Convexitet af Udsiden. — I Raspebygning (Tab. VI. f. 13, 14) slutte de sig nærmest til saadanne Former af »Cavoliner« (Cuthona, A. & H.), hvis Tandplader løbe ud i en stærk Spids og paa Siderne bære flere mindre (sml. Ae. Peachii, A. & H.; Ae. nana, A. & H. I. c. part VII. pl. 47 supplem f. 46). — Med Hensyn til anatomiske Forhold skiller denne Gruppe sig iøvrigt fremdeles væsenligst fra alle pleuroprocte Aeolidiader derved, at Maveblindsækken ligger ikke over, men under Kjønskjertlen, i hvilken Henseende den ogsaa ganske stemmer med Forholdene hos Dendronotiderne, Tethyderne, Melibaeinerne og Proctonotiderne[3]. Sidefortsættelserne paa Maven og dens Blindsæk ere hos denne Form (ligesom en Slags udvidede Galdegange) meget videre end hos nogen af de andre Aeolidier og Galdegangenes Fordelingsmaade i Overeensstemmelse med den særegne Fordeling af Papillerne noget eiendommelig (s. ndf.). I Neldesækken af alle de undersøgte Arter af ægte Glauker har jeg foruden de sædvanlige Neldefiim efterviist en ganske særegen Art temmelig colossale Neldeelementer, som derimod syntes at mangle hos Glaucillerne. I Kjønsapparatet udmærker Penis og Sliimkjertlen sig ved en ganske betydelig og særegen Udvikling (s. ndf.).

  1. Bennett (Proc. zool. soc. IV. (1836) p. 117) har forlængst gjort opmærksom paa den Hurtighed, hvormed Farveforandringen indtræder ved disse Dyrs Død.
  2. Reinhardt gjorde flere Forsøg paa at undgaae den Afstødning af Papillerne, som saa let fulgte med deres Nedlægning i Spiritus (Arrak). Han forsøgte saaledes at lægge dem i ferskt Vand; men det viste sig, at næsten enhver Papil derved faldt af, og desuden løsnede det sølvhvide Overtræk sig som en tyk Shim. — Ogsaa ved Nedlægning af Spiritusexemplarer i ferskt Vand, har jeg næsten altid seet den hvide Belægning gaae af.
  3. Alder & Hancock (I. c. part VII. p. XX) have paa denne Characteer villet forene Glaucus-Slægten med de anførte Grupper. Den fuldstændige Overensstemmelse med Aeolidiaderne, der viser sig i Papilbygning, i Raspebevæbningen. Mangel af Skede ved Rhinophorernes Grund samt i Tilstedeværelsen af Neldefiim, turde imidlertid tale mod en saadan Forening. Jeg antager, at de mere typiske pleuroprocte Aeolidier med Glaukerne danne en støre Gruppe, der med de notoprocte Aeolidier (Proctonotider, Hermaeider) atter forenes til en større zoologisk Eenhed, Aeolidiaderne (Phyllobranchia, Latr.) (sml. ovf. p. 197).
        De notoprocte Aeolidier slutte sig iøvrigt ved deres eiendommeligt grenede Leversystem meget nær til den store Gruppe, der dannes af Dendronotider, Tethyder og Melibaciner, og som udmærker sig, foruden ved en med talrige Tandrækker bevæbnet Raspe, ved mere eller mindre knudrede eller grenede Papiller. Bindeleddet mellem begge Grupper danne Proctonotiderne (Proctonotus, A. & H.; Janus, Vcr.), som stemme med Aeolidierne især ved Mangel af Skede om Rhinophorernes Grunddeel.