10
„De skal nok faa Deres Renter — vær bare taalmodig.”
„Det kommer da an paa mig selv, lille Fa'er, om jeg vil være taalmodig eller om jeg vil sælge Deres Pant.”
„Hvor meget giver De mig paa Uhret, Helene Iwanowna?”
„Hvad er det for Stads, De bringer, lille Fa'er! Uhret er ingen Ting værd. For Ringen gav jeg Dem forrige Gang to Papirsrubler, endskønt man kan købe den helt ny hos en Guldsmed for halvanden.”
„Giv mig fire Rubler for Uhret. Jeg løser det igen. Jeg har arvet det efter min Fader. Det varer ikke længe, før jeg faar Penge.”
„Halvanden Rubel og Renterne trukket fra — er De tilfreds med det?”
„Halvanden Rubel!” raabte den unge Mand.
„De kan jo gøre, hvad De vil.” Den Gamle gav ham Uhret tilbage. Han tog imod det. Han var saa opbragt, at han var i Færd med at gaa straks; men han betænkte sig. Han havde ingen anden Udvej, og det var jo heller ikke alene af den Grund, han var kommen.
„Saa kom med dem!” svarede han haardt.
Den Gamle greb i Lommen efter Nøglerne og gik ind i Kammeret bag Forhænget.
Den unge Mand, der blev ene tilbage, begyndte spændt at lytte. Han hørte, hun aabnede en Kommodeskuffe. „Det maa være den øverste Skuffe,” mente han. „Nøglen gaar hun med i den højre Lomme. Alle Nøglerne hænger paa en Staalring. En af dem er større end de andre; de tre er med takket Kam; de hører sikkert til Kommoden. Saa maa der endnu være et Skab eller en Kuffert derinde. Det maa jeg huske paa. Der hører gærne
