22
hun havde ingen anden Udvej. Hun vidste ikke, hvor hun skulde gaa hen — fatter De, hvad det vil sige, unge Mand, at man ikke véd, hvor man skal gaa hen? Nej — det forstaar De ikke! — Et helt Aar opfyldte jeg mine Pligter ærligt og redeligt — jeg næppe saa til denne her (han pegede paa Flasken) og lod mig ikke føre paa gale Veje — jeg har Æresfølelse. Men jeg mistede min Plads — det var ikke min Skyld, men paa Grund af en Forandring — og saa — saa begyndte jeg igen! — — Det er nu halvandet Aar siden, at vi endelig efter lange Rejser og al Slags Elendighed naaede til denne herlige, af talrige Mindesmærker smykkede Hovedstad. Her fik jeg igen en Plads — jeg fik den og mistede den. Forstaar De? — Det var Brændevinens Skyld — for min Skæbne havde nu engang stødt til mig. Nu lever vi her i en afsides Krog hos Logisværtinden Amalia Feodorowna Lippewechsel, men hvoraf vi lever, hvormed vi bestrider vore Udgifter — det véd jeg ikke selv. — Saadan lever jo mange. — Nu var ogsaa min Datter bleven voksen — hun var af mit første Ægteskab. Hvad hun under sin Opvækst har maattet taale af sin Stedmoder — det vil jeg slet ikke tale om. Skønt Katharina Iwanowna ejer en Rigdom af ædle Følelser, saa er hun dog en hidsig, varmblodig Dame, der let bliver saa arrig, at hun ikke kan beherske sig. Naa, jeg vil ikke tænke paa det. Min Sofia har jo ikke faaet nogen Opdragelse. For fire Aar siden prøvede jeg selv at gaa gennem Geografien og Verdenshistorien med hende; men da jeg ikke selv var videre stiv i Papirerne, og da jeg ingen gode Lærebøger havde — for de Bøger, jeg en Gang havde haft, de var — — naa, ja — dem havde jeg ikke mere — saa fik Undervisningen snart Ende. Vi blev staaende ved Perserkongen Cyrus.
