28
troede virkelig selv paa det — hun gik saadan og fantaserede og troede det var Virkelighed. Og jeg bebrejder hende ikke for det. Da jeg seks Dage efter bragte min første Lønning hjem — hel og urørt — tre og tyve Rubler og fyrretyve Kopek, saa gav hun mig de smukkeste Kælenavne! Hvad jeg var for en yndig Mand, og en god Mand! — og hun kneb mig i Kinden!”
Marmeladow tav, han forsøgte at smile, men paa en Gang kom der nogle Trækninger i hans Underansigt. Denne Knejpe, Mandens pjuskede Ydre efter de fem Nætter i Høbaaden og endelig Brændevinsflasken; dertil denne sygelige Kærlighed til Konen og Børnene — alt dette i Forening bragte næsten hans Tilhører fra Fatning. Raskolnikow hørte paa Manden med spændt Opmærksomhed; men han led ved det; han fortrød, han var gaaet her ned.
„De finder maaske det er latterligt — lige som de andre dèr,” sagde Marmeladow, da han atter var bleven rolig; „jeg keder Dem maaske med alle mine Historier fra mit huslige Liv; men jeg ler ikke, for jeg føler det hele … Og denne Dag, den eneste lykkelige Dag i mit Liv — og hele Aftenen — tænkte jeg kun paa, hvor hyggeligt vi skulde have det — hun skulde have en rolig og behagelig Tilværelse, Børnene skulde have nye Klæder, og min eneste Datter vilde jeg redde fra Vanæren og atter tage hende op i Familiens Skød … og meget, meget andet … Var det ikke rigtigt? … Naa —” han foer pludselig sammen og saa Raskolnikow lige i Ansigtet — „næste Nat lister jeg paa Tyvesokker Kuffertnøglen fra Katharina — som en gemen Tyv stjæler jeg, hvad der er tilbage af min Løn — jeg husker ikke mere, hvor meget der var — og nu — se kun paa mig — nu er hele Herligheden gaaet Fanden i Vold! — I fem Dage har jeg ikke været
