Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

29

hjemme — man leder efter mig — Pengene er gaaet ad Helvede til, Viceuniformen er havnet i Knejpen ved den ægyptiske Bro — byttet med disse Klude, og … ja, det er Enden paa Historien!”

Marmeladow slog sig for Panden med den knyttede Næve, bed Tænderne sammen, lukkede Øjnene og støttede sig med Albuerne paa Bordet. Men straks efter forandredes Udtrykket i hans Ansigt, han paatog sig en listig Mine, saa paa Raskolnikow med et tvungent, fiffigt Smil og sagde:

„I Dag var jeg oppe og tiggede nogle Penge hos Sofia … jeg maatte have noget at slukke min Tørst med! Hahaha!”

„Og hun gav Dig virkelig Penge?” raabte en af dem, der nylig var kommen ind, og lo højt.

„Denne Flaske har jeg købt for hendes Penge,” svarede Marmeladow, kun henvendt til Raskolnikow. „Hun stak egenhændig tredive Kopek ud til mig — det var alt, hvad hun havde — jeg saa det selv … Ikke et Ord sagde hun — hun bare saa paa mig … Saaledes græder og sørger man ikke over Menneskene her paa Jorden — bare hist oppe … ikke et eneste bebrejdende Ord … Det gør meget, meget mere ondt! … Tredive Kopek … og hun trænger saa haardt til dem selv … tror De ikke? — Ja, hvad mener De derom, meget ærede Herre? Hun er jo nødt til at være renlig klædt paa — og denne Renlighed, denne særlige Renlighed — ja De forstaar mig jo — den koster Penge. — Naa, og Pomade — og stivede Skørter — fine Støvler for at kunne stikke sin lille Fod frem hver Gang man skal trippe over en Vandpyt … forstaar De, hvad en saadan Renlighed vil sige? … Og saa har jeg, hendes kødelige Fader, plukket hende for hendes sidste tredive Kopek, for at drikke dem op … Hvem i Alverden skulde saa have Medlidenhed med mig?