49
Dunja bestemte sig, laa hun vaagen hele Natten, og da hun troede jeg sov, stod hun op og gik til den lyse Morgen frem og tilbage i Værelset. Endelig knælede hun ned foran Helgenbilledet og bad længe og inderligt. Om Morgenen sagde hun mig, at hun havde besluttet at give ham sit Ja.
Jeg har allerede omtalt, at Peter Petrowitsch nu skal rejse til St. Petersborg. Han har vigtige Forretninger derinde, og han vil nedsætte sig som Advokat. Han har allerede længe befattet sig med Processer og Retssager, og det er ikke længe siden han har vundet en Sag. Han skal ogsaa til St. Petersborg fordi han har et vigtigt Anliggende at frembringe i Senatet. Saaledes kan han ogsaa i flere Henseender være Dig til Nytte, og vi, det vil sige Dunja og jeg, er allerede bleven enige om, at Du allerede kan betragte din Løbebane som begyndt, og din Fremtid sikret. O, ja, hvis vi virkelig kunde haabe det! Det vilde være et Held, som vi maatte betragte som et synligt Vidnesbyrd om Guds Barmhjærtighed. Dunja sværmer for disse Tanker. Vi lod et Par Ord falde derom til Petrowitsch; han svarede dog lidt forsigtigt og sagde, at han naturligvis vilde faa Brug for en Sekretær, og at han heller gav denne Plads til en Slægtning end til et vildfremmed Menneske, forudsat at Vedkommende var i Besiddelse af de nødvendige Evner dertil (som om det var muligt, at Du ikke skulde være Pladsen voksen!). Desuden var han ogsaa bange for, at dine Studier ikke gav Dig Tid til ogsaa at arbejde paa hans Kontor. Saa blev der ikke talt mere om det den Gang, men Dunja har ikke tænkt paa andet i flere Dage og været ivrig med at lægge Planer, hvori hun gør Dig til Medarbejder eller muligvis Kompagnen i Peter Petrowitschs Forretning, saa meget mere som Du jo ogsaa har valgt
