Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

58

ud med Hr. Luschin, der omtrent ved deres første Sammenkomst udviklede sin Teori om, at de Kvinder var at foretrække, der havde lært at kende Nød og Savn, og som modtager alt som en Velgærning af Manden! Naa, han har maaske talt over sig, skønt han er en forsigtig Mand, som vist nok ikke har sagt andet end hvad han mente, men derimod straks vilde bringe sit Standpunkt paa det Rene. Men Dunja! Dunja maa jo dog have gennemskuet dette Menneske, hun skal jo leve sammen med ham. Om galt skulde være vilde hun leve af Vand og Brød — men hun vilde ikke sælge sin Sjæl, ikke ofre sin Selvstændighed for et overdaadigt Liv, nej, ikke for et Hertugdømme — saa meget mindre for en Luschin?

… Nej, dette er ikke den Dunja jeg kendte … og hun har vist heller ikke forandret sig. Og hvad saa?… Det kan være galt nok at maatte holde ud med Folk som Swidrigailows og hele Livet rejse fra Sted til Sted som Guvernante for to hundrede Rublers Løn — det er heller ikke meget tillokkende, men saa meget er sikkert, at min Søster heller solgte sig som Slavinde til en Plantageejer, eller som Grøftegraver hos en Østersøtysker, end hun kunde beslutte sig til at fornedre sig baade aandelig og moralsk gennem en Forbindelse med et Menneske, som hun hverken kan have Agtelse eller Sympati for — oven i Købet for bestandig og for Fordels Skyld! Og var Hr. Luschin end af det rødeste Guld eller af en Ædelsten af reneste Vand, hun hengav sig alligevel ikke til ham som hans ægteviede Frille! Og dog gør hun det! Hvorfor? Hvad er Grunden? Hvor er Løsningen paa denne Gaade? Det er bestemt: for sin egen Skyld, for et behageligt Liv for sig selv, ja selv om hun derved kunde redde sig selv fra Døden, hun solgte sig ikke —