62
Marmeladows Spørgsmaal fra i Gaar faldt ham pludselig ind: „Forstaar De, hvad det vil sige ikke mere at have nogen Udvej! … Den Mulighed kan ingen undvære at have en eller anden Udvej…”
Pludselig foer han sammen: en Tanke, ogsaa fra i Gaar, opstod hos ham. Men det var alligivel ikke det, der fik ham til at fare sammen; han vidste jo, han kunde ane, at denne Tanke vilde komme igen. Forskellen var kun, at for en Maaned siden, ja for ikke længer siden end i Gaar var denne Tanke ikke andet end et Hjærnespind … men at den nu paa én Gang ikke mere var Hjærnespind, men brændte inden i ham med en ny forfærdelig Klarhed, han ikke havde kendt før. Det virkede paa ham som et Slag i Hovedet — det sortnede for hans Øjne…
Han saa sig hurtigt om, som om han søgte noget. Han følte Trang til at sætte sig og saa sig om efter en Bænk. Det var paa K—boulevarden. Hundrede Skridt borte opdagede han ogsaa en Bænk. Han gik saa hurtigt han kunde hen til den. Paa Vejen oplevede han imidlertid et lille Æventyr, som et Par Minuter fængslede hele hans Opmærksomhed.
Idet han saa hen over Bænken, fik han i en Snes Skridts Frastand Øje paa en Kvinde; i Begyndelsen gav han slet ikke Agt paa hende, lige saa lidt som noget af alt det andet, han passerede forbi, havde fængslet hans Opmærksomhed. Det var allerede tidt hændet, at han var kommen hjem, uden at have Spor af Idé om, hvad Vej han var gaaet, det var bleven ham en Vane at fordybe sig saa fuldstændig i sine Tanker paa Vejen. Men ved denne Kvinde var der noget saa sælsomt, noget, som gjorde, at han ikke kunde faa Blikket fra hende. Han kunde
