Side:Dysmorphismens sygelige Natur.djvu/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst


sluttelig sit Resultat som følger: »Die nette Kunst ist … eine Minus-Variation (Verfall) … Die Uebergänge zum Krankhaften treten in stärkster Weise hervor … Es ist eine Kunst der Degeneration, Decadenz … wird bleiben als Symptom kranker Zeiten und Geister«.

Svindelhypothesen er dog sikkert den af de tre Tydninger, der kan glæde sig ved at have de fleste Tilhængere; det er ligefrem forbausende at se, med hvilken Sejhed en Mængde kunstinteresserede Personer fastholder Overbevisningen om, at ikke blot den dysmorphistiske, men hele den expressionistiske Kunst er Bluff og Reklame.




EN NY TYDNING.

De tre ovennævnte Syn på Dysmorphismen var de eneste, jeg kjendte, da jeg skrev min Bog.

Siden da er min Opmærksomhed blevet henledet på en fjerde, helt ny Tydning af den såkaldte »moderne« Kunst. Sir Hercules Read, der er Præsident for Royal anthropological Institute i London, har i et Foredrag, betitlet »Primitive art and its modern development« nylig gjort et Forsøg på at forstå og fortolke de mange gådefulde Kunstværker ud fra anthropologiske Erfaringer. Han mener, at Primitivismen og Naivismen indenfor den moderne Kunst bør opfattes som et virkeligt atavistisk Tilbagefald til Barbariet. Ikke således at forstå, at Read stiller sig afvisende overfor Sygdomshypothesen; — tvertimod! En stor Del af Kunstværkerne skyldes efter hans Mening Sindslidelse, »mental obliquity«. Han kommer imidlertid med Hensyn til dette Spørgsmål ikke ind på Enkeltheder, men nøjes med at henvise til en Afhandling af en af Englands psychiatriske Autoriteter, Theo. B. Hys-

— 9 —