Side:Dysmorphismens sygelige Natur.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst


om. På dette Punkt kan Pathologen og Theologen sikkert slå Følge, hvor forskjelligt end den troendes og den vantros Grundsyn er på Forholdet. Charcot og Richer, de to berømte Forfattere af »les démoniaques dans l'art« (1889) vilde sikkert billige denne Opfattelse af Glossolalien, og jeg kan ikke tro, at Djævlebesættelsen under Psychiatriens Fremskridt i de sidste 30 Aar er blevet flyttet indenfor det menneskelige Sjælelivs »physiologiske Variationsbredde«.

Gade har sikkert Ret i, at Glossolalien er et af de psychopathiske Fænomener, der bør kjendes og nævnes som Parallel til den modernistiske Kunstnerhysteri, og som kan hjælpe os til Forståelse af Dysmorphismens Væsen.




Sluttelig kun nogle Ord i Tilknytning til Glossolalien! Den moderne Lyrik er jo ofte såre dunkel og tungt tilegnelig både for unge og gamle, til Tider ligefrem uforståelig; jeg nævner exempelvis Mestre som Mallarmé i Frankrig, Stephan George i Tyskland, Sophus Clausen i Danmark. En Nutidslyriker, der kan give en Hjerne fra Fyrrerne nok at bestille, er også Christian Morgenstern. Da jeg nylig gjennembladede en af hans Bøger, stødte på Digtet

DAS GROSZE LALULA.

Kroklokwafzi? Semememi!
Seiokrontro — prafriplo:
Bifzi, bafzi; hulalemi:
quasti basti bo …
Lalu lalu lalu lalu la!

Hontraruru miromente
zasku zes rü rü?

— 35 —