Op emmebasi o podol skio!
Lemme basio podolski, lemme,
Klemme basio podolski, klemme —
Ba-sio-po!
Men bedst som jeg sad og grublede over Morgensterns mystiske Stropher, faldt det mig ind: Sæt, at det var Digterens Alvor, — hans ramme Alvor! Sæt at han var blevet glossolal! At det var Verdensånden, der gjennem hans forkrænkelige og afmægtige Legeme talte umiddelbart til os! Hvis det skulde forholde sig således, så tror jeg nok, at det — efter Theologernes Sigende — højere og bedre Charisma blev mig givet, at kunne tyde det ukjendte Tungemål. Og ud af das grosse Lalula vilde jeg da læse et Forsvar for den »nye« Kunst, og jeg vilde oversætte det ved de fire Linier, som Christian Morgenstern selv har sat som Motto foran sine Galgenlieder:
Lasz die Moleküle rasen,
was sie auch zusammenknobeln!
Lasz das Tüfteln, lasz das Hobeln,
heilig halte die Ekstasen.
Lad Molekylerne rase og hold Extaserne hellige! Således som jeg forstår disse Ord, kan de tjene som et Forsvarsprogram for den moderne Vrænge-Kunst, — det eneste værdige, det eneste mulige Forsvarsprogram; forståeligt for Venner og Fjender, frit for de Fanatismens Laster, der præger så mange af de »moderne« Kunstneres dumme Forsvar for Dysmorphismen. »Lad Molekylerne rase!« Ja det er lige hårdt nok for en Mand, der i over et halvt Aarhundrede som Patholog og som Læge har beskæftiget sig med at studere og bekæmpe Molekylernes Rasen at skulle stå taus og uvirksom og se til. Men er man først klar over, at
— 37 —
