Side:Dysmorphismens sygelige Natur.djvu/44

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

sygdomsform, en »bestemt« Sindssygdom, en Sindssygdom »i snevrere Forstand«, så vilde det være heldigt at have et godt og betegnende Navn for alle de mange psychopathiske Tilstande og Psychopather, som vi altså ikke tør kalde »sindssyge«, men som er så syge på Sjælen, ligger så langt udenfor den »physiologiske Variationsbredde«, at vi under ingen Omstændigheder kan optage dem i de normale Menneskers Lejr.

Et sådant Grænsegebet findes jo faktisk, og hvis nogen vilde forsøge at afskaffe det, vilde det nuværende Tidspunkt være såre uheldigt valgt; thi vor Klode har vist aldrig nogensinde huset så mange Mellemformer mellem Sindssygdom og Sindssundhed som just nu efter Verdenskrigen, under hvilken Soldaternes Sindssygdomme både i videre og i snevrere Forstand har været Gjenstand for en særligt storstilet og systematisk Undersøgelse. I sin Bog om Krigspsychoserne skriver Jean Lépine: Endnu har jeg ingensinde gjennem så stort et Antal Exempler kunnet studere Mellemtilstanden mellem Fornuft og Galskab (entre la raison et la folie), den uhyre og vagt begrænsede Zone, i hvilken Hjernevirksomheden er forstyrret, uden at Fremtiden er ubodeligt kompromitteret; og han slutter Indledningen til sin Bog med disse Ord: »Vi skal nu se Krigens Ofre defilere forbi, Mænd med såret Hjerne, overanstrængte og trætte, hvis Psychologi, om den skulde beskrives, snarere vilde kræve en Kunstners end en Læges Pen, thi de er for største Delen vedblevet med at tænke, at lide, at drømme efter den menneskelige Naturs normale Regler«. I denne Gruppe vil man i hvert Fald ikke kunne nægte Dysmorphister og Dadaister Hjemstedsret. Lad være at de tænker, lider og drømmer som sunde Mennesker; — de maler og de digter som sindssyge!

Nu synes jeg forresten, at Øjeblikket er kommet for De Fjorten kunstkritiske Spidser her hjemme til atter

— 40 —