Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

5

MICHAEL WIEHE.


I.

Der er kun lidet at fortælle om Wiehes Liv; efter en vanskelig Ungdomstid, der sætter Præg paa hans Kunst, hører han til de Lykkelige, som ingen Historie have. Fra ganske ung plagedes han af Lysten til at blive Skuespiller, hvilken jo var Slægtens aandelige Arv; det hjalp aldeles ikke, at Faderen anbragte ham paa det mest filistrøse Sted, der var at opdrive i København, nemlig selve Vartous Kontor. Kunstnerblodet brændte for hedt i Aarene paa ham, til at han skulde kunne sidde rolig som Skriver. Han meldte sig til Prøve paa det kongelige Theater, blev mærkeligt nok antagen — man fandt vel, at der maatte stikke noget under hans underlige Væsen — og overgivet til Stage, som gav sig til at gennemtærpe Axels Rolle med ham. 17 Aar gammel debuterede han saa uden Held som Kosinsky i Røverne (d. 22. Juni 1837), gjorde ingen Lykke, men forbavsede Publikum ved sit løjerlige, kantede og kejtede Væsen. I de paafølgende Aar spillede han en Mængde Smaaroller og enkelte større: Elskere og galante Kavalerer, alt til almindelig Misfornøjelse. Han fandtes sær og underlig; snart spurgtes der fornemt, om det skulde være fine Manerer, at han saadan trak paa Benene, snart vittigt, om det betegnede den højeste Erotik, naar han skelede i de patetiske Momenter. Han fik at mærke, at han var kommen midt ud i Theatervrøvlet, Ravnekrogen Københavns værste Sladderhjørne, ind i den Andersenske Anderede, hvor der hakkedes dygtigt paa ham. Og man havde ikke Uret i at fordømme ham. Han mestrede sig endnu ikke selv og derfor syntes de Egenskaber, som dannede hans Talents dybeste