Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

9

MICHAEL WIEHE.

Hvilken brændende Kunstbegejstring, som knap forstaar Stages Sløvhed overfor hans grænseløse Ulykke ikke at skulle se Hakon Jarl! Ser man ikke Wiehe lænet op imod Kulissen, som Henrik i Alferne drømmerisk fortabt i et illuderende Syn, høj og slank, lidt kantet, med den stride Pande, om hvilken der gyder sig en bugnende Krans af mørke Lokker, skabte til at kærtegnes af en Kvindes fine Hænder, med det store, dunkelt stirrende Øje, hvoraf Blikket vælder frem som en uudtømmelig Kilde, medens han oplever og optager i sig Hakons Helteafsind og Thoras Sjælehøjhed. Og saa banker Virkeligheden Drømmeren paa Skulderen i Skikkelse af en gnaven Inspicient, og han er igen en stakkels Statist, som af lutter Forlegenhed endog bliver uforskammet, en Statist, det vil sige det ulykkeligste man kan være, naar man indbilder sig at være en stor Skuespiller, fordi man lider en tantalisk Kval ved med Haanden næsten at kunne række til de skønne Frugter, der kunde læske Ærgerrighedens Tørst, uden dog nogensinde at naa dem. — Saaledes forstærke Wiehes første Theateraar hans frygtsomme Kejtethed.

Han var dernæst beskeden som den, der ingen Tillid har til sig selv. Han var, endnu som berømt Kunstner, overmaade misfornøjet med sit Ydre og kunde udbryde i Klager over, hvilken Ulykke det dog maatte ansés for, at være Skuespiller, naar man af Naturen havde faaet et Ansigt som hans. Man fandt ham i Theatrets Foyer hensunken i Fortvivlelse over sit eget Spejlbillede. Selv hvor han som Chevalieren i Ninon kunde læse sin Skønhed ud af brændende Blikke og hysteriske Breve, var han overmaade kritisk tilmode. »Jeg ser ud som et Faar i Profil«, sagde han. — Ogsaa i ganske ung Alder fandt han sig for gammel til at spille Elsker.