10
MICHAEL WIEHE.
Ligesaa utilfreds var han med sin Dannelse. Han erklærede engang ikke at ville besøge Hauch, fordi han kunde saa lidt gammel Historie. Det pinte ham — et ægte dansk Træk — at han ikke var Student. I en Sommerferie gav han sig til at lære Latin, men Fiskeri og Spadsereture gjorde ham meget ustadig ved Bogen. Den fremtidige Tadeo satte boglig Dannelse og Lærdomshang meget højt, om han end fuldt saa vel følte Naturlivets Magt.
Han var endelig overmaade selvkritisk overfor sin Virksomhed, yderst vanskelig selv at tilfredsstille, og netop derfor naaende saa vidt. Han læste gærne Kritiker over sit Spil og mente, at han lærte mest af dem, der dadlede. Hans dæmpede og fornemme Spil var ogsaa ganske frit for den Pretention, som de altfor Tillidsfulde ikke undgaa, men manglede maaske den Bredde, som stor Selvsikkerhed yder.
Imidlertid helt at forklare hans Forlegenhed — skrev denne sig nu fra Beskedenhed eller var det omvendte Tilfældet — vil jeg ikke paatage mig. Det Milieu, fra hvilket han kom, Hjem, Opdragelse og Virksomhed vil næppe afgive udtømmende Aarsager; den Art Karaktertræk besidder altid noget Hemmelighedsfuldt, som undslipper Iagttagelsen, ligesom en legemlig Ejendommelighed. Men man vil forstaa, at den undselige Kejtethed hos et Menneske, der var skabt til erotisk Skuespiller, maatte vise sig paa ganske individuel Maade, som noget Abnormt eller Sært, der aldrig forlod hans Spil.
II.
Wiehe slog ikke igennem før ved Sommerskuespillene i Juni–Juli 1842. Han havde da været fem Aar ved Theatret,
