16
MICHAEL WIEHE.
ikke havde fundet Sted; bagefter var han villig til at diskutere, og Uenigheder var hyppige hos de tvende Venner, som mødtes i en vis teologisk Opfattelse af Livet, der tydelig satte sit Mærke i Wiehes Kunst, medens den hos Høedt slog ud i halvfilosofiske Skrifter.
Hovedsagen var imidlertid, at hvad Høedt bragte den danske Skuespilkunst, den realistiske Kamp imod det konventionelle Theatralske: Tale mod Deklamation, Natur mod Schönthuerei; indeholdt i sig et saadant Sandhedselement, at det nødvendigvis maatte gøre et stærkt Indtryk paa Wiehe. Han var anlagt paa som Kunstner at lade sin Natur raade, og han maatte da føle sympatetisk med en Anskuelse, der havde Naturen til Feltraab.
Men vel at mærke, hans Rollefag bandt ham for største Delen til en romantisk Digtning, der havde saare lidet med Virkeligheden at gøre. Prins Julian, der lever som Konge af Eventyrlandet i Riddertiden før Don Quichote, udtrykker i et sværmerisk Sprog Følelser, der ere ligesaa sart henaandede som de harmoniske og elegante Vers. Den nye Lære akcentuerede sig derfor ikke saa stærkt i Wiehes Spil som i Høedts. Han deklamerede ikke; men tildels fordi han i Almindelighed var bundet af Verset, behandlede han ikke Repliken saa frit efter den daglige Tales Forbillede, som egentlig fordredes efter de strænge Principer. Der fandt netop i hans Diktion den Sammensmeltning mellem det Naturlige og det Ophøjede Sted, som udgjorde Kærnepunktet i hans Spil. Medens Høedt behandlede Talen, som en Virtuos sit Instrument, gjorde Løb og Triller, Stakkato og Flageolet, saa at det susede En om Ørene som et helt Orkester, var der kun en enkelt Klangfarve, en vis Monotoni
