18
MICHAEL WIEHE.
vil jeg anføre, at den tyske Skuespiller Seydelmann ved Fremstillingen af en russisk Bonde, der fortæller om sin Hustrus og sit Barns Død, ved Replikens Slutning bedækkede Øjnene med Hænderne og med dæmpet Stemme sang nogle Takter af en russisk Kirkehymne; man fik som ved et Lynglimt Indtrykket af Mandens fromme Overtro. Saadanne Træk tror jeg, at Wiehes Roller, i alt Fald de romantiske, ikke opvise. I det Hele taget satte han sjældent noget til. Han gav alt, hvad der stod, forstørrede og idealiserede Digterens Billede, kastede saa stærkt et Lys, han formaaede, over det, men han holdt sig Teksten efterrettelig. Han kunde godt derfor samle Udtrykket til en iøjnefaldende Klarhed paa et enkelt Sted, som f. Eks. hvor han i Axel og Valborg huggede Klædet over; der funklede hans Øje med en uhyggelig, næsten afsindig Glæde, og hans Stemme skar skarpere end Sværdet, men han brugte kun Tekstens foreskrevne Ord og Gestus. jeg har dog hørt fortælle, at han engang paa en Herregaard, under Oplæsningen af Paludan Müllers Lucifers Fald, lo saa vildt og forfærdeligt med Lucifers Latter, at Gaardens Folk styrtede rædselsslagne til i den Tanke, at et Menneske rallede i Krampetrækninger. De, der have hørt hans afsindige Latter som Caligula, ville tro dette; i Rollen var imidlertid Latteren foreskreven.
Heller ikke i Karakteropfattelsen kom der nogen stærk Virkelighedstrang frem, undtagen maaske i de senere Aar, og selv der kun sparsomt. Som et prægnant Eksempel kan dog nævnes en Rolle, han udførte i et kun faa Gange spillet Stykke, Kærlighedsdrømme, af Scribe og Najac — et Forsøg af Scribe paa at anslaa Bonsensskolens Toner. Wiehe var her en Ægtemand, endnu filistrøsere og mere
