21
MICHAEL WIEHE.
III.
Den kejtede unge Mand var hurtigt bleven en fuldmoden Kunstner. Men Forlegenhedsmærket sad paa ham. Paa et Billede af Wiehe i Kostume fra Augiers gendre de M. Poirier ser man den fornemme Roué staa lænet op mod en Søjle med den ene Haand gemt ind under Vesten, den anden begravet i Lommen, som var han en Debutant, der ikke vidste hvad han skulde gøre med sine Hænder. Med ét Ord, Wiehe var i Væsen og Manerer altid tung. Paa Scenen havde han afbrudte, kantede Bevægelser, og noget Afsnubbet og Mørkt i sin Diktion, og i alle Roller fremkom der ved hans Naturel noget Særeget og Sært.
Fra Wiehes Ungdom havde det staaet for ham som et Ideal at spille Torquato Tasso i Goethes Stykke. Han kendte sig aandsbeslægtet med det fine Billede af den indesluttede og melankolske Kunstner, den uerfarne Poet imellem verdenskloge Hofmænd og elegante Damer. Wiehe følte sig ligesaa upraktisk og ligesaa fornem som Digteren. Og dennes paa éngang ydmyge og fremfusende Kærlighed til Leonora var netop den Elskov, som det stod i Wiehes Magt at fremstille. Intet kunde mere være Wiehes Natur imod end Paatrængenhed; han var altid ligesom fjærnet fra den Elskede ved sin varsomme Tilbedelse.
Der var paa Scenen som i Livet bestandig en Afstand mellem ham og Omgivelserne, et tomt Rum. Han egnede sig til at fremstille den, der staar alene imellem Mennesker af ulige Sind og Vilkaar, og som ved sin Adfærd skarpt udhæver det Svælg, der skiller ham og de andre ad. En Alvorlig imellem Muntre, Protestanten imellem Katoliker,
