Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

24

MICHAEL WIEHE.

Overlegen som Aand, underlegen i Livets praktiske Anliggender — Wiehe præsenterer straks sin Tadeo dannet efter den Prototype af den unge Mand, der altid foresvævede ham. Er der ikke i dette Billede noget meget Dansk? Tilhører ikke Tadeo kun af Navn en sydlandsk Race med tidlig Livsmodenhed, og er han ikke snarere et Symbol paa vor saakaldte klassiske Opdragelse, der nærer os med gammel sproglig Lærdom og holder os i Ubekendtskab med Livets simpleste Love. Tadeo synes saa god og from en dansk Student, som Virkeligheden kun sjældent opviser, men som Hostrup senere indførte i Poesien under Eibæks Navn. Det falder øjensynligt ganske naturligt for Wiehe, at den 25aarige Mand besidder et Barns Naivetet!

»Gaaende ud herfra formede Rollen sig saaledes for mig: Ved Stykkets Begyndelse er det kommet saa vidt med ham, at han er begyndt at føle en Trang, en Længsel efter noget andet end det, der hidtil har udgjort hans Kærlighed og fyldt hans Liv, og dette i Forbindelse med, at han dog ikke kan opgive sin gamle Kærlighed, frembringer en tungsindig Uro, der er synlig i Scenen med Munken. I den følgende Scene med Moderen begynder han at skimte Vejen, hvorpaa Trangen kan tilfredsstilles, og Uroen gaar over til en kraftig Søgen. Da det er ham om at gøre baade selv at komme til Klarhed og gøre sig forstaaelig for Moderen, er hans Tale meget indtrængende og tydelig. Tanken om Naturstudiet ligger nu og gærer i hans Hoved indtil Fiorella viser sig. Synet af hende virker umiddelbart opklarende paa ham, og i den derpaa følgende Scene er han tillidsfuld barnekammeratlig, naiv sammensladrende, Sympatisøgende og haabende. I Monologen behagelig opfyldt af hendes Billede,