25
MICHAEL WIEHE.
lidt tendre, som efter overstandne Spændinger. — 3dje Akt. Han aner ingen Fare, men er glad beskæftiget med Eksaminationen. Fiorellas om jeg saa tør sige verdslige Spørgsmaal, der kastes resolut paa kryds og tvers ind i Eksaminationen, opskræmme og forundre ham. Altsom hun taler, ser man ham fængsles mere og mere, man ser, som han siden selv udtrykker sig, at hans Tanke befrugtes, og fra det Øjeblik, hun udmaler Livet i og med Naturen, som vilde interessere ham, selv om det ikke var hende, der gjorde det, føres han som af en dæmonisk Magt til at følge med paa hendes kraftige, umiddelbare Flugt — hans Indvendinger ere som en Overvundens. — Scenen med Moderen: han er vaagnet til Bevidsthed om den Magt, hun udøver over ham, og er prisgiven til alle en vaagnende første Kærligheds op og ned bølgende Rørelser. Han er som Lærd vant til at reflektere over enhver Ting, og denne Vane fornægter sig heller ikke her, han standser ofte for at opstille Betragtninger, men det er ikke mere som en Lærd, han gør det; Lidenskaben modner ham, gør ham mandigere, og hans Uforsøgthed i Livet gør denne Scene til et meget nuanceret og fyldigt lyrisk Udbrud. I Scenen med Fiorella er han saa undselig da det kommer til Stykket, at han slet ikke ser paa hende, førend fra det Øjeblik hun siger, hun maa gaa. Efter hendes Bortgang er han bedøvet, indtil en ungdommelig Haabets Forvisning indgiver ham den Indskydelse at følge efter hende. I Monologen, der begynder 4de Akt, er hans Tale gennemtrængt af en stille sitrende indre Varme, i Scenen med Brødrene besjælet af et begejstret Mod o. s. v. — For at være ganske sanddru vil jeg tilføje, at han har den lille Ejendommelighed, at han ofte fylder Lungerne med noget
