Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

26

MICHAEL WIEHE.

mere Luft, end der strængt behøves for at tale, med andre Ord, at han ligesom tager Tilløb til, hvad han vil sige, en Vane, man ofte træffer hos videbegærlige Børn og naive Videnskabsmænd, og som vistnok lader sig forklare meget naturligt, hvorfor jeg ogsaa haaber, at man ikke anser det for et vilkaarligt opfundet Træk, der ikke hører hjemme her. Forresten tager denne Vane eller denne Egenskab noget af altsom han vokser eller udvikles«.

Det er ikke værdt at opholde sig meget ved det sidste Træk, hvis Betydenhed er omtvistelig, omend det sikkert viser, i hvilken Grad Wiehe gik paa Spor efter det Særegne. De brugte Ord og Vendinger kaste et stærkt Lys over Brevskriveren. Først Stilen. Den er saa ganske Tidens, skyende det kraftigt malende Udtryk, søgende det dannet sarte; føler man ikke Hertz' Indflydelse i en Betegnelse af Tadeo som denne »lidt tendre«. Men i selve den Karakterskildring, hvormed Wiehe dybder Digterens lidt flade Skikkelse, finde vi alle Skuespillerens Yndlingskategorier. Der er i Tadeos Sjæl »en tungsindig Uro«, hin Kløft mellem hvad han føler sig at være og hvad han higer efter — blot ved et saadant Ord har Wiehe skudt sit eget Aasyn ind under den italienske Maske. Naar saa Kærligheden vaagner i Tadeos Hjærte, da indfinder den sig efter Wiehes Mening som »en dæmonisk Magt«, og man mærke, hvilken puritansk og teologisk Tankegang, der skjuler sig under dette Ord, som gør den naturligste af alle Følelser til en oversanselig Ubegribelighed. Dæmonen fordrer ubønhørlig sin Ret og al Tadeos Kulde er borte, hans Lærdom og Forstand bukker under, »hans Indvendinger ere som en Overvundens«, — hedder det med en Kierkegaardsk Vending. Denne dæmoniske Betagethed