Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/36

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

27

MICHAEL WIEHE.

gør ham dog ikke hæftig og forlangende overfor sin Elskede, knap engang veltalende; han er tværtimod saa »undselig, at han end ikke vover at se paa hende«. Kun overfor andre besjæler Kærligheden ham til et »begejstret Mod«, paa hende tænker han med »en sitrende Varme«. Hvilken blid Dæmon er dog ikke denne Eros!

Saaledes have vi fulgt alle Stadierne i denne forklædte Selvbekendelse. Først er Ynglingen kun et sært Barn, der læser og studerer, uagtet de stive Bogstaver snarere spærre Aanden ude fra ham end lukke den ind; han søger til Naturen uden at finde Lise for sin Sjæl, der er som frosset fast i død Viden. Men næppe opfinder et Kærlighedsforaar, før Isen brydes; Ynglingen overvældes, svimler og bedøves, idet hans Længsel faar Vinger og Maal — dog Flugten er sagte, Vingeslaget let. Hans Kærlighed, der modner ham til Mand, kredser om den Elskede i ærbødig Afstand. Den Attraaende vover ikke med Ord eller Blik at aabenbare sin Attraa. Hvilken sær Følelse er dog ikke denne!

Vi komme tilbage til Wiehes Brev for at høre, af hvad Aarsag det egentlig er skrevet.

»En, hvis Mening jeg sætter Lid til, bad mig tænke lidt over den Ting, at Tadeo er den Ældste. Hans Mening var, at Tadeo, mæt af, ja næsten modbydelig ved Klassikerne, maatte have alt, hvad Aandens Modenhed giver, og at som Følge heraf en mild Overlegenhed bestandig maatte være Grundpræget. Endogsaa der, hvor han er ifærd med at bære Bøgerne ud, maatte f. Eks. den Replik: »Kun Plinius« siges med et Smil. Ligeledes maatte i den følgende Scene med Moderen hans idelige Refleksioner forhindre Scenen fra at blive et i den Grad udviklet og fyldigt lyrisk Udbrud,