32
MICHAEL WIEHE.
for et Indtryk, man gik bort med, naar man havde set denne geniale Præstation? Først følte man, at Wiehe var netop hvad Chevalieren skulde være, »et ædelt Kar af fin Natur«, saa at Ens Øje havde glædet sig over den vaagnende Ynglingenatur i dens skønneste Foraarsstemninger, og endelig at man havde været Vidne til hvorledes en ædel Aand forsvarede sin Elskede ridderligt og fortvivlede og døde som en Mand. Den centrale Replik i hans Spil, Kulminationspunktet, der dannede Overgang fra Yngling til Mand, blev Udæskningen til Richelieu:
Men dette skal han vide:
Ethvert Gebet, der vindes kan ved Magt
Og der ved Frygt kan aves eller lokkes
Ved diplomatisk Kunst, er let hans Bytte.
Men hint Gebet, der underfuldt er dannet
Af Lidenskab, af Sværmeri, af Drømme,
Hvor Tvang og Trods ej taales, hvor et Blik
Bønfaldende og ømt kan opnaa alt,
Til Værn for det en talrig Livvagt samles,
Et ædelt Ridderskab af Frankrigs Ungdom,
For denne Skare vogte han sig vel!
Mod den hans Magt og Despotiets Vilje
Skal bryde sig som Straa!
Hvor var han vidunderlig dejlig naar han udslyngede disse Ord, hvor flammede hans Aasyn! Naar man gik hjem efter saadan en uforglemmelig Aften, ør og fortumlet i Hovedet, var man fristet til at drive timevis om i Gaderne med Versestumper paa Læben inden man kunde vende tilbage til den virkelige Verden. Man hverken nænnede eller formaaede hastigt at tilintetgøre Indtrykket af hin Aabenbaring fra en anden Verden.
