33
MICHAEL WIEHE.
Det var ikke Hertz' sarte Poesi, der havde begejstret Wiehe til denne Aabenbaring. I hele sin Opfattelse af Elskovens Væsen forholdt han sig fjendtlig overfor den Aand i dansk Literatur, der fra Oehlenschläger førte gennem Hertz og Winther til Aarestrup, Opfattelsen af Elskoven som sanselig Livsglæde, og derimod følte han sig aandsbeslægtet med den asketisk-teologiske Retning, som fik sine Repræsentanter i Paludan-Müller og Kierkegaard. Kalanus vilde han sikkert have yndet at fremstille som en Renhedens Apostel, og paa den anden Side er der i det Kierkegaardske Symposion (In vino veritas) og overhovedet i Kierkegaards hele usanselige Erotik Træk, der minde om Wiehes Kunst. Iøvrigt var han ikke meget influeret af Poesien og havde til Gengæld ingen Indflydelse paa den — jeg tvivler paa at nogen af vore betydelige Digtere har skrevet Roller med bestemte Tanker paa ham. Moderne nordisk Drama kom han slet ikke til at spille, hverken Bjørnson eller Ibsen, og med Studentervaudevillen havde han selvfølgelig ingen Sympati. For at spille Eibæk maatte han omforme ham til en i Nordsjælland fodvandrende Evangelist.
Men hans Kunst var den skønneste Blomst, Romantismen har sat herhjemme, og den har paavirket ethvert for Poesi modtageligt Sind, som har levet, medens han virkede. De unge Mænd, han fremstillede, vare ikke meget forskellige indbyrdes, thi hans Fantasi var ikke befolket med Skikkelser, men behersket af et Ideal. Og dette Ideal af sværmerisk Begejstring og mandig Kraft bragte han sit Folk.
Eller rettere han stod for os alle som en ideal Skikkelse, ikke blot fordi han bar Geniets Mærke paa sin Pande,
3
