6
Skriftestolen.
han sagde: „Imorgen efter Festen kommer De vel, som sædvanligt, ud til vor Villa? Til vi sees!” —
— Næste Morgen ganske tidligt traadte Marchesen ind i sin Kones Forværelse. Kammerpigen, som just kom ind ad en anden Dør, gjorde store Øine.
„Har Din Frue ringet?” spurgte Marchesen.
„Nei, Eccellenza!” svarede Pigen, dybt neiende og rødmende.
„Saa bi her, til Du bliver kaldt!” sagde Marchesen og aabnede Døren til Paaklædningsværelset, der laae foran Sovekammeret. Idet han traadte ind, kom hans Unge, yndige Huusfrue ham imøde i en Morgendragt, saa let som vel muligt, nemlig saaledes som hun var staaet ud af Sengen. Marchesen blev staaende, ligesom frapperet ved sin Kones Deilighed, og lod, som om han slet ikke bemærkede den indre Uro og Storm, der havde jaget alt Blodet fra Kinderne, medens det saa meget desto voldsommere arbeidede i Hjertet og hævede den fyldige Barm under den hvide Natdragt.
„Du er tidligt paafærde, Antonio!” sagde neppe hørligt den unge Kone med et usikkert Smil og stærkt rødmende. „Hvad vil Du dog her?”
„Kunde det undre Dig, min Lauretta! mine Øines Lys!” sagde Marchesen med den blødeste og mest smigrende Betoning, „kunde det undre Dig, om jeg kom baade tidligt og silde? Dog nei, Elskeligste!
