41
Et Hjertes Gaade.
er Spidser og Spyd, saa sætter al hendes Ansigts Rødme sig paa den yderste Næsetip. Jeg begriber ikke, hvor denne Forstmester, denne deilige, kraftige Mand, dette dygtige, begavede Menneske, denne muntre, vittige Fyr har kunnet forelske sig i hende! Hun er jo desuden betydelig ældre end han, fire Aar troer jeg. Nu er han sex og tredive Aar gammel, altsaa hun fyrretyve.”
„Ja, men Du seer dog, at de leve lykkeligt sammen, og det maa dog være af Kjærlighed.”
„Aa ja saamæn! Kjærlighed er blind!” vedblev den Første med et ironisk Smil paa Læberne og gav sig, idet han hængte sin Riffel over Skulderen, til at gaae videre gjennem Krattet. „Jeg seer, at der er Intet at udsætte paa deres Samliv, slet Intet! det beundrer jeg ham for. Men Kjærlighed — nei, hvor er det muligt at elske en saadan tør Prædikemaskine?”
„Du er virkelig altfor ubillig mod hende; saavel hendes Indre, som Ydre er langt bedre, end Du skildrer det!”
„Aa sa vist,” svarede den Anden godmodigt, ”det er jo forresten en meget brav Kone, men hun er nu engang ikke efter min Smag. Gud velsigne hende! hun kunde gjerne give os Hver to Haandklæder om Ugen!”
Leende fortsatte de to unge Jægere deres Vandring paa Rygningen af den Høistrækning, de havde
