Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

21

Tvivlens Historie i den nyere Tid.

(Qvod nihil scitur) Men man maa ikke lægge for megen Vægt paa en paradox Udtryksmaade. Hovedtanken hos Sanchez er Modsætningen mellem Idealet af en Viden i Betydning af fuldkommen Indsigt i Tingenes Natur (perfecta cognitio rei) og vor virkelige Viden. Han har ikke de store Forhaabninger om hvad forbedrede Metoder ville kunne bringe, som hans Samtidige Bacon af Verulam; men Mistrøstning var ikke den eneste Stemning hos ham. Han opfordrer energisk til at »gaa til selve Tingene« og ikke hilde sig i skolastiske Slutningsrækker. Og selve det Værk, i hvilket han udvikler sin Skepsis, er en Indledning til hans lægevidenskabelige Arbejder. Han har desuden selv fremstillet en Naturfilosofi, der minder om den tidligere af Italieneren Telesio opstillede, og som ganske vist ikke har blivende Betydning, men dog vidner om, at Erkendelsesmodet ikke var stækket hos ham.

Endnu mere gælder dette om Joseph Glanvil. Han har ligesom de foregaaende Forfattere et klart Blik for Alt hvad der hæmmer vor Erkendelses Udvikling, og giver en bred Fremstilling deraf. Men han erklærer udtrykkeligt, at Skepticismen for ham er en Metode, ikke et System. Han vil Dogmatismen, baade i dens skolastiske og i dens materialistiske Form, til Livs og bruger den skeptiske Metode til at undergrave den og til at udvide og frigøre Sindet; ti al Dogmatisme er for ham Aandssneverhed. Mod Slutningen af sin Fremstilling siger han (Scepsis scientifica. Kap. XXVI): »Jeg har kæmpet mod Dogmatismen under Skepticismens Mærke, men jeg ønsker ikke, at man skal betragte Hensigten med hele min Undersøgelse fra dette Synspunkt.« Det er, siger han et andet Sted (Kap. X), kun den dogmatiske Uvidenhed, der holder den forsigtige Tilbageholdenhed fra enhver uprøvet Paastand for Skepticisme. Hvad Glanvil især indskærper, er Nødvendigheden — og tillige Vanskeligheden — af en Erfaringsbekræftelse af alle vore Hypoteser. I sin Dedikation til »Royal Society« siger han, at uden Erfaringskendsgerninger »ere vore Hypoteser vilde Drømme og Romaner, og vor Videnskab blot Gisninger og Meninger. Ti naar vi danne Systemer uden at raadspørge Fænomenerne, bygge vi kun i Luften og beskrive en selvskabt og indbildt