82
Frederik Christian Sibbern.
langt ud over Individets Omraade. Men før jeg gaar nærmere ind paa Sibberns almindelige filosofiske Verdensanskuelse, vil jeg fremdrage nogle Punkter af hans Psykologi, som sikkert have blivende Interesse og Betydning.
Hans Psykologi betegner tydeligt Reaktionen mod den rationalistiske Periode ved den Vægt, der lægges paa »Hjertet« i Modsætning til »Hovedet«. Han skildrer under forskellige Former og Vendinger Forskellen mellem den rent intellektuelle, forstandsmæssige Tilslutning til hvad man erkender og anerkender, og den levende Hengivelse, ved hvilken vi blive Et med selve Sagen. «Det, som gaar ud over Fornuften«, nemlig den kraftige og varme Følelse for det, Fornuften har grebet, hører til det, han skildrer bedst. Mange Sider ved Følelsernes Psykologi, især den store Rolle, Kontrast- og Blandingsforhold her spille, har han i de store Træk klart fremhævet[1].
Hermed hænger ogsaa den Betydning sammen, som han tillægger det ubevidste Sjæleliv, eller, som han udtrykker sig: »det, som foregaar i Sjælens dybe Grund«. Kun en ringe Del af vor Natur træder klart frem for vor Bevidsthed. Ligesom vi fra først af blive til som Individer formedelst en Naturvirksomhed, vi ikke kunne blive os bevidst, saaledes maa denne for os ubevidste Naturvirksomhed stedse antages at fortsætte sig, saa længe vort aandelige Liv varer. Der er jo heller ikke paa det fysiske Omraade nogen absolut Grænse mellem Avling og Vækst. I Instinktet og i Geniet have vi slaaende Eksempler paa Noget, som virker i os, men først i sine Virkninger, ofte fjerne Virkninger, kommer op for Bevidstheden. Vor aandelige Vækst foregaar overvejende ubevidst, saa det gaar med os som med Manden i Parablen, der »kaster Sæd i Jorden og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden vokser og bliver høj, han véd ej selv hvorledes.« Der er bestandigt Noget, som danner Bevidsthedens Grundlag uden
- ↑ Betydningen af Sibberns Opfattelse paa dette Punkt anerkendes nu ogsaa i udenlandske Værker (som Ribot: La Psychologie des Sentiments. Paris 1890. p. 265), efter at der i min Psykologi (1882) og i A. Lehmanns „Hovedlovene for det menneskelige Følelsesliv” (1892) var henvist til den.
