Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/433

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

423

A. F. Krieger.

Grundlovsforandringen og anden Gang i 1874. Hans Valgperiode udløber nu til Efteraaret.

Det var imidlertid let at forudse, at i et lille Land som vort maatte en Mand med slige Evner have endnu større Chancer, og at det kun kunde være et Tidsspørgsmaal, naar han blev Minister. Et Skridt henimod dette var allerede gjort, da Krieger opgav sin juridiske Professorvirksomhed for at overtage Departementschefsposten i det slesvigske Ministerium. Dette skete den 24. Januar 1855, og Aaret efter blev han tillige ekstraordinær Assesor i Højesteret. Kun faa Maaneder efter blev han Indenrigsminister i det af Andræ dannede Kabinet og forblev i denne ansvarsfulde Post i 1¾ Aars Det lykkedes ham i denne Tid at gjennemføre flere indgribende og vigtige Love, deriblandt Næringsloven. Han gik som Indenrigsminister over i Ministeriet Hall, men ombyttede i Juli 1858 Indenrigsministerporteføjen med Finantsministerens, idet han afløste Andræ, medens han selv afløstes af Unsgaard. Tre Fjerdingaar efter afgav han Finantsministeriet til Fenger og overtog igjen Indenrigsministeriet, som han saa beholdt, indtil hele Ministeriet gik af den 2. Decbr. 1859.

Dette var Kriegers første Ministervirksomhed, og i den udfoldede han en udmærket Dygtighed. Han traadte nu atter tilbage paa Embedsbanen og blev den 18. Septbr. 1860 ordinær Assessor i Højesteret. I flere Aar udfoldede han nu en smuk Virksomhed baade som Embedsmand og som Parlamentariker; men saa kom det Øjeblik, da han blev sat paa den største, den vanskeligste, den ansvarsfuldeste og tillige den ærefuldeste Post, nogen Mand kunde sættes paa.

Danmark kæmpede sin haabløse Kamp mod to vældige Stormagter; al Tapperhed og Offerberedvillighed hos vore kække Soldater var omsomst; det var givet, at vi maatte bukke under, naar vi ikke fik Hjælp. Trods alle gyldne Løfter udeblev denne, men vore saakaldte Venner trommede en Konference sammen i London, hvor da de stridende Parter skulde forhandle for en evropæisk Forligelseskommission.

Det gjaldt jo under slige Forhold om at finde Mænd, der vare en saadan Opgave voksen, og det kunde man jo paa Forhaand sige sig maatte falde overmaade svært. Tanken blev