88
Døren knirkede derhenne. Dens Skygge foldede sig, som en Vinge, ud over Loftet.
Øllegårds Ansigt stak ind, vrantent:
„God Aften, skal vi ha' Te?“
Evas Hænder slap hinanden. Te, ja de skulde jo drikke den her, hun og Helge, bag de nedrullede Gardiner, her i deres Hjem, i den vildene Skov.
„Helge,“ hun så over på ham.
„Ja,“ han nikkede, „dæk kun om De vil, Øllegård, jeg er også træt nu.“
Øllegårds grøngrå Øjne under de dunhvide Bryn vandrede fra den ene til den anden.
„Hm“, det er et fæle Mørke udenfor. Men her sidder I jo godt ved jer Lampe.“
Hun trak Døren lempeligt i.
Kedlen sang mod Komfurets Ring derude.
Øllegård, forsonede Lampen hende med Mørket og Helge? så hun i dens Skær sin Yndlings Lykke?
Ak Øllegård, jeg er din Lykke. Men du er ikke min.
Du må se mig finde den i en Anden, og i den finde din.
Men Helge, i hinanden skal vi finde vor, ti vi er ét Kød: én Lykke!
Men tilgiv mig: min Hånd var for hård og for rap! Jeg glemte, du var også en Anden, end den jeg elskede: mig selv.
Og se; denne Anden er først mig selv!
Hun krøb op på Sofaarmen, med Kinden mod hans.
Hans Hånd klappede let hendes Knæ.
Ja, Helge, find nu dig selv, som jeg har fundet mig.
