93
„Nej, det er jeg ikke, Frue,“ svarede den Fremmede dæmpet.
Han støttede hende over de lerede Rødder.
Men Eva vidste det: han boede ikke i sit Selvs trange Jeg, men i en Andens Liv. Boede der fjærnt og uden Fordring, ja måske uden at hin Anden anede det.
„Doktor Hilding,“ hun standsede nede på Stien, hvor den delte sig ned mod Fjorden og dybere bort i Skoven, „Helge vilde sikkert så gerne se Dem, De, som har kendt hans Fader. Hvis De vil gå hele Vejen herop igen, så kommer her nogle Fremmede til os i Aften, ja Simon Taves og Gorm, som De kender.“
„Tak Frue,“ han smilte, „det vil jeg gerne. Så går jeg ned og henter Taves. Og hils så Deres Mand så længe.“
Han hilste og bøjede ned ad sin Sti. Eva så ham, med Hænderne og Stokken på Ryggen dukke bort i Ildebranden som en Skygge.
Hun stod ene mellem Granerne og Risbøgene.
Når han nu i Aften talte til Helge, vilde da ikke hint Værelses Skygger omslutte ham påny, og kun hans Faders blege Ansigt se ud fra dem?
Jo men, hun nikkede frem for sig, først når hun sad med ham der i Skyggerne, først da vidste hun om Helge og sig selv, først da kunde hun blive den Anden.
Hun gik frem ad den fugtige Skovsti, mellem de dalende Blade, med Kjolen op i Hånden.
Riborg — hun vidste det — hun brød sig ikke om hin lille Dreng. Hun vilde kun en Medvider i Sorgen, ikke et levende Menneske, sig selv påny, aldrig den Anden.
