98
Hun trykkede sin Mund mod hans dugkolde Kind.
Han slog Øjnene op i hendes. Sorte, spejlende Løvet og hende, hendes Hårs svævende Spind.
„Å,“ han rørte sig svagt, „er du her, Eva?“
„Jeg er alle Vegne, hvor du er,“ hun bøjede sig dybere, med sin Mund mod hans.
Han så op i hendes Øjne, i et halvt Smil.
„Men Helge,“ hun lagde sin Arm om hans Hoved, „hvor kan du dog lægge dig til at sove her i Skoven ved Aftentid, så øde og koldt?“
„Å —“ han så hen for sig med sit fjærne Smil.
Men hun knugede sig pludselig ind til ham i et Kys, i et Favntag, som vilde hun gemme ham i sig.
„Helge, Helge!“ Tårerne brast af hendes Stemme.
„Så, så Barn, så så!“ han strøg Hånden over hendes Bryn.
„Billedet, Helge?“
„Nå, har du set det? Ja, det var det og — Skoven, der gjorde mig så mødig. Jeg sad længe hernede og kæmpede med det. Og jeg fik det da lige antydet. Jeg vil kalde det: Høstkvinden. Ikke: Høstmanden.“
Eva lagde sit Hoved på hans Skulder.
Vidste han da, at hun var Døden? Han havde jo sagt, at hun var som Skoven.
„Eva, jeg tænker på,“ han stod og slog Stafeliet sammen, de røde Blade hang i hans Klæder, som brændte han, „om vi gik op til Crums og bad Riborg hjem i Aften.“
Eva så hurtigt op. Hun følte sit Ansigt blussende rødt. Bad hende hjem nu? hende, han kaldte Døden —
